Til Forældrene med små Gamere

Til Forældrene

Når man er forælder til et barn af den digitale generation - altså som lærte at swipe, før de kunne gå.

Hvis vi lynhurtigt åbner op for en så sårbar diskussion som ungernes ve og vel, så er udgangspunktet altid at du, kære forælder, har ret. Du kender dit barn på tæt hold, og det gør eksperterne ikke. Du ved, hvad dit barn har brug for, det gør eksperterne ikke. Så du har ret. Mit ydmyge forsøg i denne artikel er at kvalificere den forældre-bekymring og forståelse, som jeg nogle gange ser udspringe af, at unge mennesker kan have svært ved at forklare, hvorfor computerspil er dragende, samt at forældrene ikke ved, hvilke spørgsmål der er de rigtige at stille.

Skærmtid

Når vi forholder os til skærmtiden - altså omfanget/kvantiteten af ungernes tid brugt foran computerspillene - så gør vi det ud fra en tanke om, at vi skal sørge for at indskrænke den. At skærmen er et nødvendigt onde i deres liv, og at jo hurtigere vi kan få dem ud og klatre i træer eller lege dåseskjul, desto bedre. Men hvorfor forholder det sig så ikke sådan med os selv? Eller computerne der bruges i klasseundervisningen? Selv har jeg, ligesom mange andre voksne, et arbejde, som ofte kan gøre det nødvendigt, at jeg tilbringer en 10-timers arbejdsdag foran computeren, og når den er slut, nyder jeg gerne et par afsnit Netflix (eller tre). Når vi voksne efter vores digitale dagligdag ikke vil have skudt hverken firkantede øjne eller nedsatte kognitive færdigheder i skoene, så plejer vi at påberåbe os en retorisk omgang helle: ”Jamen det er noget andet!” Så fordi det er arbejde (... og lidt Netflix), så gælder skærm-skammen ikke.



Gode og Dårlige spil

Skærmtid siger meget(!)


Det stiller dog os voksne med den udfordring, at vi skal forholde os til hver enkelt spil. I stedet for bare at sætte æggeuret og ved alarmens lyd losse ungerne ud i solskinnet eller silende regnvejr under forventning af, at dét må de da lære noget af, så skal vi gøre en indsats for at forstå forskellen på Apex Legends, Fortnite, Five Nights at Freddies og resten af Steam-biblioteket. Heldigvis(!) behøver vi dog ikke sætte os ned foran fladskærmen og pløje det ene virtuelle eventyr efter det andet igennem. Unger er altid glade for at lave en hel salgstale for, hvorfor lige netop det her spil er fantastisk. Hvis man så er forælder til en teenager, hvis sprog er reduceret til pubertære grynt, grin og sarkastiske grimasser, så er 30 sekunder på YouTube oftest nok til at få et indtryk af, hvilken slags spil det er.

Glade Nørdede Børn

Selvom det er nemmere at måle skærmtid, så er det en vildt dårlig måleenhed for det, vi egentlig kærer os om: vores børns trivsel. Vi bør være bekymrede, hvis vi kigger på et barn eller en ung, som ikke er glad. Spil må gerne gøre os kede af det, men hvis vi sidder foran computeren, fordi vi er kede af det i skolen, ungdomsklubben eller familielivet, så er der noget galt. Ikke med spillet i sig selv - men med årsagen til at vi sidder der. 


Når vi som voksne kigger på ungerne foran skærmen og kun ser et barn i LCD-monitorens blå skær med høretelefonerne trukket godt ned over ørene og alle sanser rettet væk fra familielivet, lektierne og den opvask, de egentlig havde lovet at tage, og vi slet ikke ser andet, så misser vi den berømte skov bag træerne. For ungerne ser meget mere end bare skærmen; de ser eventyr, universer af fabeldyr og fortællinger om, at det gode besejrer det onde, eller at prinsessen faktisk selv kunne besejre dragen. Høretelefonerne er ikke fyldt med støj, men med venners jubel, spil-ledernes strategier eller soundtracket fra nye eventyr. Computerspil er ikke bare computerspil - de skal dømmes, kritiseres og udfordres, men alt sammen under forudsætning af at de kan give os oplevelser og eventyr både alene og sammen med venner.